Arbejdet som vikar
Med henblik på at give brugerne absolut sikkerhed for at der
altid kommer hjælp, og at hjælpen leveres af så få personer som
muligt, gør vi meget ud af at sammensætte hjælperholdene, så de kan
dække hinandens vagter ved fravær. Alligevel kan der af og
til opstå huller i vagtplanen, og vi har derfor løbende brug for
vikarer til holdene.
Ved pludselig opstået sygdom på en ordning hos en meget
plejekrævende bruger, som under ingen omstændigheder kan være uden
hjælp, er der behov for en vikar der kan træde til med ekstremt
kort varsel. I andre situationer kan vagten der skal dækkes ligge
flere dage ude i fremtiden, eller måske er der brug for en vikar
der kan arbejde på holdet i en længere periode.
Vikararbejdet vil selvfølgelig være meget varierende, fordi du
kommer til at møde mange forskellige brugere med forskellige
handicaps og behov for hjælp, men også med vidt forskellige
personligheder og livssituation. Du skal derfor være rigtig god til
hurtigt at finde ud af, hvad der forventes af dig, når du kommer ud
på en vagt. Det kræver indlevelsesevne og situationsfornemmelse,
kombineret med faglig fleksibilitet.
Hvis du vælger at være freelance tilknyttet, kan du selv vælge,
hvornår du vil tilbydes arbejde samt, hvilken type vagter du
ønsker.
At blive vikar kræver ren straffeattest samt selvfølgelig
erfaring med det område man ønsker at arbejde med. Vi vil f.eks.
altid dække en vagt hos en respiratorbruger med en vikar der har
dokumenteret erfaring med respiratorer.
Hvis du er interesseret i at blive knyttet til os som vikar,
skal du blot oprette en profil her på siden og angive, at du ønsker
at være vikar. Herefter vil du blive kontaktet af vores vikarkontor
med nærmere information.