Stilling: Hjælpetræner Oprettet: 09-08-2017
Job start: 01-09-2017 Annoncenr: 73143
 
Arbejdssted: 2300 København S Køn: Kvinde
 
 

Jobbeskrivelse

Vil du træne vores glade datter?

Sonja er 5 år og en livsglad og kærlig pige. Hun er født med en hjerneskade, der gør, at hun er meget forsinket i sin udvikling.
Vi er Sonjas forældre, og vi tror på, at alle skal have muligheden for at udvikle deres potentiale. Vi kan se, at også vores datter har et stort potentiale for udvikling, men det kræver en målrettet, engageret og kærlig indsats. Vi har derfor valgt selv at træne hende på fuld tid.
Vi søger en hjælper, der sammen med os vil give Sonja det skub, hun har brug for på sigt selv at kunne skabe sig et værdigt og meningsfuldt liv.

Vi hjemmetræner primært efter en amerikansk metode, som hedder Family Hope Center (FHC). Træningen er målrettet og tilpasset hendes udviklingsniveau og tilrettelægges i tæt samarbejde med Family Hope Centeret. Vi træner også Anvendt Adfærdsanalyse (ABA) og herunder musikterapi. Vi bruger tegn til tale med Sonja og kommunikationssystemet PECS. Endelig er vi inspireret af Karlstad-modellen, der er sprogtræning for handicappede børn.

Du bliver del af et team med to andre hjælpetrænere, vores supervisor og Sonjas far og mor. Vi har supervisioner en-to gange om måneden, workshops et par gange om året, også har vi en Facebook-gruppe, hvor vi deler stort og småt om træningen.

Vi søger en hjælper til træningen to dage om ugen. Vi mangler lige en engageret træner onsdage og fredage i tidsrummet 8.30-16.30 samt en-to weekenddage om måneden. Du skal desuden deltage i supervisioner og et par workshops.

Du skal kunne se dig selv i jobbet i minimum et år, da Sonja vil knytte sig til dig.

Kvalifikationer:
Vi regner med at du er 20-30 år, at du er studerende og/eller at du ønsker et fremtidigt arbejdsliv med hjerneskadede eller andre med brug for rehabilitering. Vores nuværende team består af en psykolog, en specialpædagog og en studerende (psykomotorisk terapeut).

• En grundlæggende bestanddel af træningen består af kryb og kravl. Du skal derfor være i god form – og indstillet på en aktiv arbejdsdag på gulvet.
• Du er struktureret, disciplineret og formår at lede Sonja gennem en dag med intensiv træning – hvor du jonglerer med en målrettet træningsindsats, måltider, leg og naturligvis masser af glæde
•Du kender til relationsarbejde med børn og elsker at lege og hitte på sjov og fis med henblik på læring
• Du har et positivt sind og finder glæde i selv små fremskridt
• Du kan tegn-til-tale eller er indstillet på selvstændigt at gøre en intensiv indsats for at lære det
• Det er et stort plus, hvis du kan synge og/eller spille et instrument. Det skyldes, at musik er Sonjas store interesse og vi bruger musik og sang til at øve imitation af vokal, mimik og gestik, turtagning, samspilslege og selvfølgelig som forstærker (belønning), når nogle af de lidt kedeligere ting skal gennemføres.

Vi tilbyder:
• Et meningsfuldt arbejde, hvor du bliver del af et lille optimistisk og hårdt arbejdende team bestående af forældre, hjælpetrænere, supervisor, musikterapeutisk-vejleder og FHC-praktikerne
• Et arbejde, hvor du bruger mange facetter af dig selv
• Et arbejde med forskellige tilgange til udvikling hos et hjerneskadet barn og oplæring i metoderne, vi anvender. Hvis du ikke tidligere har arbejdet med vores metoder, skal du være forberedt på en stejl-læringskurve. Der er mange ting at holde styr på og vi forventer, at du lærer hurtigt
• Mulighed for at hjælpe et hjerneskadet barn i sin udvikling gennem motion, musik, motivation og leg

Vilkår:
Dine arbejdsopgaver vil være fokuseret på at støtte Sonja i hendes træning. Men du skal også være klar til mindre praktiske opgaver som at tømme opvaskemaskinen eller lave mad.

Træningen foregår primært i vores hjem på Amager. Lønnen er fastsat af Københavns kommune og ligger på 145 kr./time inkl. ATP og feriepenge. I løbet af dagen er der 30 min. selvbetalt frokost.

Hvis det lyder som noget for dig, send en skriftlig ansøgning og vedlæg dit CV. Du er velkommen til at ringe og høre mere om jobbet, inden du sender din ansøgning.

Ansøgningsfrist d. 23. august. Samtaler hurtigst muligt herefter - og gerne hurtig start, hvis vi er de rigtige for hinanden.
Venlig hilsen
Familien Aabyen

Tlf. 4055 8588

Bemærk: Din ansøgning formidles direkte til brugeren og ikke via Bruger - Hjælper Formidlingen.


For at søge stillingen kræver det at du er oprettet i vores jobdatabase

Tilbage til Ledige jobs
 
 
 
 
 
Tlf. 3634 7900
Fax. 3634 7919
Tlf. 7026 2709
bhf@formidlingen.dk
CVR 25477154
 

Vil du modtage vores nyhedsbrev?

loader