Jobbeskrivelse
Studiejob som hjælper for to drenge på 11 og 13 år søges
En familie på fem på Frederiksberg, søger en empatisk, stærk og stabil hjælpende hånd til at indgå i deres hverdag, og aflaste dem med de to ældste børn på 11 og 13 år, der begge er handicappede.
Begge drenge er kognitivt alderssvarende, men sidder i kørestol og har mistet deres talesprog. De har brug for dig, der har plejeerfaring, og som både kan være deres hjælp og støtte til stort og småt praktisk i hverdagen, og samtidig kan være deres legekammerat og voksenstemme, der kan få dem til at grine højt af dårlige vittigheder. Den ældste har brug for trygheden ved en kendt voksen omkring sig. Han er glad for at få læst højt og fortalt fantasihistorier, og elsker at komme ud og høre musik eller i teater. Lillebror har mere fart på. Han elsker sin iPad og PlayStation, at komme i Tivoli eller biografen, gerne sammen med venner, og giver masser af både medspil og modspil til de voksne omkring ham.
Som hjælper hos familien passer du én af drengene, når du er på arbejde. Du vil derfor blive lært grundigt op som primær hjælper på en af de to drenge, og så med tiden lære også at kunne hjælpe den anden af brødrene. Det er en fordel, hvis du bor tæt på Frederiksberg og er tidsmæssig fleksibel. Familien har i øvrigt også en svaghed for godt humør og initiativ. Familien har god erfaring med, at jobbet passer rigtig fint som studiejob.
I jobbet vil du komme tæt på alle i familien, også den fireårige lillesøster, hvorfor det er vigtigt, at du kan lide dem, og at de kan lide dig :-)
Familien ønsker udelukkende ansøgere, der kan være hos dem i mindst et år. Der er mulighed for løn efter kvalifikationer. Jobbet er med tiltrædelse snarest.
Hjælpere, der har engelsk som modersmål, opfordres også til at søge stillingen.
Arbejdstid Timerne vil ligge kl. 16.00 - 20.00 én eller to faste hverdage om ugen samt ca. 20-25 timer en fast weekend om måneden. Indimellem kan familien også have brug for hjælp en hverdagsmorgen kl. 6.00 - 8.30. De har ekstra meget brug for hjælp i skoleferierne, hvor de ekstra vagter planlægges i god tid sammen med hjælperne.
Du er aldrig alene Du får nemlig en fast rådgiver, som du altid kan søge råd og vejledning hos. Så selvom du ikke omgiver dig med kolleger, når du er på job, har du altid DUOS med dig.
Hos os kan du være sikker på, at der er ordnede forhold. Vi tilbyder løn og pension efter overenskomst samt ansvars- og arbejdsskadeforsikring. Du udvikler dig både personligt og fagligt hver dag, du er på job. Det kan du slet ikke undgå, når du er sammen med mennesker.
Kan du se dig selv i jobbet? Så tøv ikke - send en ansøgning hurtigst muligt via ansøgningslinket nedenfor. Husk, at du skal være logget ind på din profil for at søge. Finder vi dig relevant til stillingen, ringer vi til dig. Uanset hvad så får du svar på din ansøgning så hurtigt som muligt. Vi håber dog på din tålmodighed, hvis det trækker lidt ud. Det er vigtigt for os, at vi får lavet det helt rette match mellem borgeren og hjælperen.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte rådgiver Lone Nielsen eller rekrutteringskonsulent Aase Petersen. Begge på telefon 36 34 79 00, tryk 5 og tryk 1.
Vi er mennesker, der hjælper mennesker DUOS hjælper mennesker i hverdagen og understøtter dem i svære situationer. Vi glæder os til at høre fra dig.
|