Jobbeskrivelse
Hej! Jeg er en ung gut, der bor i Aarhus og læser på universitetet. Jeg søger en eller to nye hjælpere med opstart i august/september 2026 eller januar 2027. Ansættelsen er som minimum til sommeren 2027 men gerne længere. Hvad kommer du til at hjælpe med? Du skal være mine arme og ben. Dine opgaver vil primært være huslige pligter, lette forflytninger og at ledsage mig på uni, til sociale arrangementer og alt muligt andet. Personlig hygiejne klarer jeg selv. Hvornår og hvor meget? Du vil primært have hverdagsvagter fra kl. 7-17. Jeg har andre hjælpere til at dække de fleste aften- og weekendvagter, men sådanne vagter vil også forekomme. Dit timetal aftaler vi i fællesskab, og det vil variere fra uge til uge. Jeg ser helst, at du kan arbejde mellem 30-37 timer (ca. 2-4 vagter) om ugen. Mit hjælperteam er fremragende. Hjælperne er fleksible og gode til at bytte vagter indbyrdes. Det forventer jeg, at du vil bidrage til. Hvem er du? Mit eneste formelle krav er, at du har kørekort. Køn og erfaring er underordnet. Jeg skal nok lære dig op. Det vigtigste er, at vi fungerer godt sammen. I løbet af arbejdsdagen vil der være naturlige pauser, f.eks. når jeg er til forelæsning. Her skal du kunne underholde dig selv, indtil jeg har brug for dig igen. Mange af mine hjælpere bruger tiden på at læse, høre podcasts, strikke eller se serier. Det styrer du helt selv. Hvem er jeg? Udover studiet bruger jeg min fritid på at spille musik, diskutere politik og se fodbold. Så hvis du er frisk på at jamme, opdage ny musik eller diskutere livets store spørgsmål, er vi allerede godt på vej! Hvis det lyder som noget for dig, så send mig en besked. Jeg glæder mig til at høre fra dig!
|