Jobbeskrivelse
Handicaphjælper søges til barselsvikariat (fuldtid eller deltid) Jeg søger en handicaphjælper til et barselsvikariat med opstart 31. august 2026. Stillingen kan enten være på fuldtid eller deltid, afhængigt af den rette kandidat - dog minimum 16 timer om ugen. Vikariatet stopper d. 24. januar 2027. Herefter vil der være mulighed for tilknytning med vagter ad hoc. Om jobbet Som hjælper bliver du en vigtig del af min hverdag og skal hjælpe med de praktiske opgaver, der får dagligdagen til at fungere. Arbejdet foregår primært i mit hjem, men også i forbindelse med mit arbejde og mine fritidsaktiviteter. Dine arbejdsopgaver vil hovedsageligt bestå af praktisk hjælp i hverdagen, herunder: - Madlavning
- Indkøb
- Rengøring
- Tøjvask
- Assistance til at komme i overtøj
- Kørsel til og fra arbejde og fritidsaktiviteter
- Andre praktiske opgaver, der opstår i en almindelig hverdag
Derudover skal du køre min bil, som fungerer som mit transporthjælpemiddel. Derfor er det et krav, at du har kørekort og er tryg ved at køre en kassebil, også i bytrafik. En del af jobbet foregår også uden for hjemmet. Jeg er blandt andet konkurrenceskytte på det danske paralandshold i skydning, og du vil derfor også kunne komme med til træning, træningssamlinger og konkurrencer med overnatninger i både hverdage og weekender. Desuden er du med mig i forbindelse med mit arbejde, der giver én ugentlig overnatning i Korsør, hvor der også er behov for praktisk assistance. Jeg søger ikke en hjælper, der skal fungere som min ven. Stillingen har en praktisk funktion, og det er vigtigt, at du kan navigere professionelt i den rolle. Vi kommer dog til at bruge mange timer sammen, så en god kemi og en ordentlig, afslappet relation er meget vigtig for mig. Hvem er du? Jeg søger en person, som: - Er mødestabil og ansvarsbevidst
- Forstår vigtigheden af sit arbejde og den betydning, det har for min hverdag
- Er fleksibel
- Har god situationsfornemmelse
- Kan fungere i et job, hvor der kan være ”down time”, hvor du skal kunne underholde dig selv, og hvor du ikke har kollegaer i hverdagen
- Er tryg ved at være til stede i sociale sammenhænge uden nødvendigvis selv at være en del af dem
- Har kørekort og er komfortabel med at køre kassebil i bytrafik og på motorvej
- Er ikke-ryger
- Gerne bo i en radius af 30 minutters transport fra Frederiksberg.
Lidt om mig: Jeg er 35 år, er gående med muskelsvind – dog med hjælpemidler som manuel kørestol, Mini Crosser og bil. Jeg bor på Frederiksberg med min kæreste. Har job i Korsør, hvor jeg er to dage om ugen, og ellers arbejder hjemmefra. Jeg er skytte på det danske paralandshold i skydning. Når der er energi tilovers, bruger jeg tid på sociale ting med venner og familie, til festivaler, koncerter, museumsbesøg og lignende. Når der ikke er energi, er jeg stor fan af serier, film, gaming og bøger. Lyder det som noget for dig? Så send gerne en ansøgning til jeg.soeger.hjaelper1@gmail.com, hvor du fortæller lidt om dig selv, din baggrund og hvorfor du tænker, at jobbet kunne være et godt match. Jeg glæder mig til at høre fra dig.
|