Stilling: Hjælper Oprettet: 11-10-2021
Job start: Efter aftale Annoncenr: 117646
 
Arbejdssted: 4000 Roskilde Køn: MK
Krav: Kørekort
 

Kort beskrivelse

Handicaphjælper til fuldtidsstilling søges

Jobbeskrivelse



Efter over fire år i folden, er tiden nu inde til, at en af mine kære hjælpere skal videre ud i verden for at søge nye eventyr. Derfor søger jeg nye forlængede arme og ben, som har mod på at prøve kræfter med hjælpertjansen hos mig.

Ultra-kort om jobbet:
Jeg har medfødt knogleskørhed, og sidder som følge heraf i el-kørestol. Idet min sygdom er progressiv, skal du som min nye hjælper være indstillet på, at din arbejdsdag kan have store udsving; mit behov kan den ene dag være, at du bare skal være den berømte ”fluen på væggen”, for at jeg den næste har brug for din hjælp til det meste, og du derfor skal være meget på. Du vil dog altid skulle hjælpe mig med praktiske opgaver såsom rengøring og bilkørsel, samt nå de ting der er uden for min rækkevidde eller bære ting, som jeg ikke selv kan – en taske f.eks.

Mit hjælperteam er småt, men stabilt. Du vil i dine kollegaer finde en stor, fælles arbejdsmoral og god støtte i forbindelse med vagtbytte. Det er min personlige stolthed, at jeg så sjældent oplever et behov for at få akutvikarer ind udefra, idet mine hjælpere altid har været fænomenale til at samarbejde og finde en god løsning med hinanden. Du vil som udgangspunkt blive tilbudt én fast
ugedag, samt én fredag om måneden + én lørdag-søndag om måneden. Du vil skulle arbejde 24 timer ad gangen, og mødetiden er fra 06-06.

Lidt om mig:
Jeg bor alene i egen lejlighed og er – som så mange andre – et sammensat menneske. Jeg er på mange måder et socialt, ungt og livligt menneske med mange interesser og bekendtskaber, som jeg ønsker at dyrke, så ofte jeg kan. Jeg kan derfor i perioder pludseligt få MEGET travlt med alverdens projekter. Jeg siger sjældent nej til en udfordring eller et sjovt projekt. Og dét er bare min fritid. Stalker du mig (og selvfølgelig gør du dét), vil du måske opdage, at jeg b.la. har prøvet kræfter med både model-, skuespiller- og forfatterlivet. Især sidstnævnte er mit hjertebarn, og bøger (både dem jeg læser, lytter til og dem jeg selv skriver) er højt prioriteret i mit liv. Sideløbende kommer også min ”dødelige” hverdag med ”voksenarbejde”, sygehusbesøg osv. som modsat fritiden vil være død trivielt, om end nødvendigt.

Omvendt vil der lige så ofte forekomme stille perioder, hvor jeg bare er derhjemme for at lade op og koble fra i rolige omgivelser. Du skal derfor som min handicaphjælper være god til at underholde dig selv fra tid til anden. Folk kan i den formelle verden opleve mig som værende intellektuel, kultiveret og – ja, lad os være ærlige – måske en anelse reserveret til tider. I virkeligheden er jeg langt mere fjollet, distræt og humoristisk (okay, humoren er dårlig, men den er der!). Jeg sætter altså lige så meget pris på Disney-film og bland selv-slik, som jeg gør på klassisk musik og ”fine dining”.

Om dig:
Naturlig god kemi imellem os er et unægtelig krav. Omvendt er dit køn, dit erfaringsgrundlag, rygevaner, kæledyr eller børneflok fuldstændig underordnet. Bare du har en super fed personlighed og kan tåle en uformel tone, hvor en spade bliver kaldt en spade og som emmer af sort- og værkstedshumor. Men jeg vil dog alligevel gerne understrege vigtigheden af, at du har et veludviklet vågent øre, og at du altid står til rådighed, så du kan træde til og hjælpe mig i en spontan situation. Et fald eller et slag for mig kan i værste fald resultere i en brækket knogle, og du skal derfor hurtigt kunne være behjælpelig og samtidig have is i maven, når du gør det (dermed ikke sagt at du skal være min nye forælder. Jeg har to pylrede versioner på lager i forvejen, og de er rigeligt irriterende for et helt liv).

Jeg er desuden fantastisk klodset, så 70% af din arbejdstid vil højest sandsynligt indbefatte at skulle samle ting op for mig, som jeg har tabt. Derudover ser jeg gerne, at du tager fat om dine daglige arbejdsopgaver på en effektiv og pertentlig måde. Jeg holder af mit hjem – det er min
rede – og det er mig derfor meget på sinde, at det bliver passet ordentligt i forhold til rengøringen og din dertilhørende gode håndhygiejne. Jeg er typisk ude at køre minimum en gang om dagen, så det er derfor altafgørende, at du har kørekort. Det vil helt klart være praktisk, hvis du ikke frygter kørsel i store kassevogne (eller kørsel i indre by, da jeg ofte frekventerer i Københavnsområdet).

Så hvis du kan nikke genkendende til understående, så tøv endelig ikke med at søge stillingen:
• Du er mellem 25-40 år.
• Du har kørekort B og er elitebilist.
• Du har egen bil til rådighed og er ikke afhængig af offentlig transport.
• Du har allerede etableret en god og stabil pasningsordning til dit barn, din hamster eller gamle bedstemor, og derfor er indstillet på at kunne træde til med kort varsel i forbindelse med vagtbytte, sygdom eller ferie.
• Du ser dig selv i det samme job i mange år fremadrettet.
• Du er indstillet på at skulle arbejde hos mig minimum hver tirsdag, samt én fredag + én weekendvagt om måneden.
• Du har en forståelse af at din arbejdsplads først og fremmest er mit hjem, og derfor vil mit liv; mine værdier, ideologier og grænser, ikke nødvendigvis altid være i overensstemmelse med dit. Men derfor kan du alligevel være en del af det på en respektfuld måde og bibeholde en professionel tilgang til dine arbejdsopgaver uden at skulle distancere dig socialt.
• Du kan både være en flue på væggen, som står til rådighed med et vågent øre, og samtidig have stamina nok til at kunne være på i længere tid ad gangen.
• Du må ikke være allergisk for hverken dyr eller børn.
• Du er indforstået med, at der i dit arbejde vil forekomme manuelle løft, så din fysik skal være god.

OBS! Grundet coronasituationen er vi alle – borgere, hjælpere og (kommende) kollegaer – nødt til at passe ekstra godt på hinanden. Det er derfor mig meget på sinde, at du naturligvis tager alle dine forholdsregler, som sundhedsmyndighederne har defineret i forbindelse med Covid-19. Af samme årsag forventes det, at du kan fremvise coronapas, der dokumenterer at du enten er vaccineret eller nyligt testet inden en evt. jobsamtale.

Har du spørgsmål til løn, pension, anciennitet etc., kan Søren Jensen fra DUOS kontaktes på mail sj@duos.dk eller på mobil 20607856. Du bedes venligst sende din ansøgning, samt CV med et vellignende foto af dig selv til min mail ditteamalie@gmail.com. Jeg vil i den forbindelse gøre dig opmærksom på, at ansøgninger som sendes andre steder hen end til min mail, ikke vil blive besvaret.

Der vil løbende blive indkaldt til samtaler, og opstart vil som udgangspunkt være tirsdag den 02. november 2021. Du skal være indstillet på at deltage i en følgevagt inden da, hvor du vil blive lært op af både mig og en af dine kommende kollegaer inden opstart.

Jeg ser frem til at hilse på dig til en uforpligtende samtale!

Bemærk: Din ansøgning formidles direkte til brugeren og ikke via DUOS.


For at søge stillingen kræver det at du er oprettet i vores jobdatabase

Tilbage til Ledige jobs
 
 
 

Vil du tilmeldes vores nyhedsbrev?

loader
Websitet anvender cookies til at huske indstillinger og statistik.  læs mere
Ok