Jobbeskrivelse
Vil du skabe gode oplevelser uden for hjemmet for en kvinde, der savner selskab og har brug for støtte i det praktiske? Om opgaven En kvinde i slutningen af 60’erne søger en fast ledsager til ugentlige ture uden for hjemmet. Hun bor i egen bolig og sætter stor pris på at komme ud – fx på café, til salmesang eller en tur i butikkerne. Hun ryger, og det er vigtigt, at du er tryg ved det. Hun har nedsat mobilitet og benytter manuel kørestol, som du skal kunne skubbe i et roligt tempo over flere kilometer. Derfor skal du være i god fysisk form og kunne tage ansvar for tempo og sikkerhed på turene. Kvinden er diagnosticeret med skizofreni og KOL og får fast medicinsk behandling. Hun fungerer generelt stabilt, men kan være direkte i sin måde at udtrykke sig på og bruge et hårdt sprog. Her er det vigtigt, at du møder hende med ro, tydelige grænser og respekt. Du skal være nærværende og støttende i det praktiske – fx ved håndvask eller hygiejne efter toiletbesøg – altid med udgangspunkt i hendes egne ønsker og behov. Om dig Du er tydelig, tålmodig og god til at skabe ro i samværet. Du trives i 1:1-relationer og har erfaring med at støtte mennesker med psykiske eller fysiske udfordringer. Du er fysisk robust og kan håndtere kørestol på både korte og længere ture. Du kan være pædagog – eller ufaglært med relevant erfaring. Arbejdstid Stillingen er på 15 timer om måneden. Timerne placeres som én ugentlig vagt á 3–4 timer, enten mandag, onsdag eller fredag i tidsrummet kl. 11.00–17.00. Vi tilbyder Du bliver en del af en familieejet virksomhed med en masse engagerede medarbejdere. Du har en fast rådgiver, som du altid kan få sparring hos. Udenfor kontorets åbningstid er der altid en bemandet vagttelefon, så du er aldrig alene. Løn og pension i henhold til Landsoverenskomst for handicaphjælp i borgers eget hjem (minus BPA) indgået mellem FOA og Dansk Erhverv. Du er dækket af DUOS’ ansvars- og arbejdsskadeforsikring og sundhedsforsikring er en del af din pensionsordning. Du modtager relevant introduktion og løbende opkvalificering - og så kan du slet ikke undgå at udvikle dig både personligt og fagligt, når du arbejder med mennesker hos os i DUOS. Vil du være vores nye kollega? Så send en ansøgning via linket. Du skal have en profil på mit.duos.dk og være logget ind for at søge. Vi holder samtaler løbende, send derfor gerne din ansøgning med det samme. Tiltrædelse snarest muligt. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Trine Ankær Johansen på 3634 4990. Du kan altid finde svar på generelle spørgsmål her: FAQ Vi er mennesker, der hjælper mennesker I DUOS hjælper vi mennesker i hverdagen, støtter dem i svære situationer og bidrager til deres trivsel og livskvalitet. Som en af Danmarks største og ældste velfærdsleverandører stræber vi efter at være til stede der, hvor behovet er. Vi kender betydningen af den rette empati og den rette faglige viden, og vi ved, at det er afgørende at sikre det rette match mellem medarbejder og borger, hvis vores ydelser skal have værdi.
Kom og vær med på DUOS-holdet. Og gør en vigtig forskel for et andet menneske. Læs mere om DUOS på www.duos.dk
|