Jobbeskrivelse
Har du solid erfaring med autisme og lyst til at indgå i en specialiseret 1:1-opgave i en borgers eget hjem? Vi søger to pædagoger til en akut opstart, hvor tydelig struktur og rolig faglighed er afgørende. Om opgavenOpgaven er hos en 27-årig mand, der bor i eget hjem og ikke går i dagtilbud. Der er derfor behov for fast 1:1-støtte i dagtimerne for at skabe en meningsfuld og sammenhængende hverdag. Han har middelsvær mental retardering, infantil autisme og ADHD. Ifølge fagpersonale og forældre er det primært autismen, der påvirker hans funktionsniveau i hverdagen. Han beskrives som en sød og høflig mand med humor. Når han bliver træt eller overstimuleret, kan han drille eller reagere verbalt. Han har et stort behov for tydelig, genkendelig og stram struktur med visuel dagsplan og løbende påmindelser. Opgaver skal være overskuelige og give mening for ham. Han profiterer af at arbejde i intervaller med planlagte pauser. Dagen skal tilrettelægges med en balance mellem aktiviteter og pauser. Han trives med kendte og forudsigelige aktiviteter som LEGO-byggeri, opgavehæfter på indskolingsniveau, højtlæsning, lydbøger og puslespil. Derudover indgår daglig bevægelse som gå- og cykelture, let træning og aktiviteter i nærområdet – altid afstemt efter hans dagsform og arousalniveau. Han bliver let auditivt overstimuleret og har i perioder behov for skærmning, fx med høretelefoner. Ved højt arousalniveau kan han reagere med verbale udfald og trække sig ind i sin fantasiverden. Her er det afgørende, at du arbejder low arousal, bevarer roen og undgår konfrontation. Han har brug for en voksen, der kan hjælpe ham tilbage til overblik og regulering uden at stille hårdt mod hårdt. Opgaven indebærer også støtte til praktiske gøremål og egenomsorg i løbet af dagen, herunder struktur omkring måltider og væske, oprydning efter aktiviteter samt støtte i overgangene mellem tid med dig og øvrige kontaktpersoner. Der samarbejdes tæt med forældre og øvrige relevante fagpersoner. Formålet er at skabe en stabil og forudsigelig hverdag med færre skift og mindre stress – og med aktiviteter, der tager udgangspunkt i hans interesser og styrker. Om digDu er uddannet pædagog. Du har solid erfaring med autismepædagogik. Det er en forudsætning, at du har en indgående forståelse for autisme og kan omsætte den til praksis i en 1:1-ramme. Du har erfaring med low arousal-tilgang og kan forebygge og håndtere optrapning med ro og tydelighed. Det er vigtigt, at du kan starte hurtigst muligt. Vi holder samtaler løbende og ansætter, så snart de rette kandidater er fundet. ArbejdstidStillingen er på 22,5 timer pr. uge pr. medarbejder. Arbejdstiden ligger mandag til fredag i tidsrummet kl. 7.30–16.30. Ordningen dækker samlet 45 timer ugentligt, som fordeles mellem to medarbejdere. Skriv gerne i din ansøgning hvilke dage du kan byde ind med. Vi tilbyder Du bliver en del af en familieejet virksomhed med en masse engagerede medarbejdere. Du har en fast rådgiver, som du altid kan få sparring hos. Udenfor kontorets åbningstid er der altid en bemandet vagttelefon, så du er aldrig alene. Løn og pension i henhold til Landsoverenskomst for handicaphjælp i borgers eget hjem (minus BPA) indgået mellem FOA og Dansk Erhverv. Du er dækket af DUOS’ ansvars- og arbejdsskadeforsikring og sundhedsforsikring er en del af din pensionsordning. Du modtager relevant introduktion og løbende opkvalificering - og så kan du slet ikke undgå at udvikle dig både personligt og fagligt, når du arbejder med mennesker hos os i DUOS. Vil du være vores nye kollega? Så send en ansøgning via linket. Du skal have en profil på mit.duos.dk og være logget ind for at søge. Vi holder samtaler løbende, send derfor gerne din ansøgning med det samme. Tiltrædelse snarest muligt. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Trine-Emilie Lyberth. Du kan altid finde svar på generelle spørgsmål her: FAQ Vi er mennesker, der hjælper mennesker I DUOS hjælper vi mennesker i hverdagen, støtter dem i svære situationer og bidrager til deres trivsel og livskvalitet. Som en af Danmarks største og ældste velfærdsleverandører stræber vi efter at være til stede der, hvor behovet er. Vi kender betydningen af den rette empati og den rette faglige viden, og vi ved, at det er afgørende at sikre det rette match mellem medarbejder og borger, hvis vores ydelser skal have værdi.
Kom og vær med på DUOS-holdet. Og gør en vigtig forskel for et andet menneske. Læs mere om DUOS på www.duos.dk
|