Jobbeskrivelse
59 årig kvinde søger en faglært ledsager(pædagog).
Om borger: Borger har en kognitiv funktionsnedsættelse, er ikke alderssvarende og går med rollator. Hun kan have behov for støtte/hjælp med sin rollator fx over kantsten. Borger interesser sig for at shoppe og for café besøg. Hun er kreativ, elsker blomster og tegne i malebøger samt at se danske film. Hun kan lide at drikke kaffe og er glad for nærvær i en 1-1 relation.
Borger har behov for at man ikke skynder på hende. Hun har behov for at lære nye personer at kende for at føle sig tryg, og kan virke genert i nye relationer.
Hun har brug for at blive skærmet ved mange mennesker eller høje lyde. Hun kan være grådlabil.
Om opgaven: Borger er bevilliget 8 timer pr. måned til ture ud af huset. Opgaven består i at ledsage borger ud til nogle hyggelige oplevelser, efter hendes ønske. Det kan fx være shopping/indkøb, café, en tur til Birkegårdens haver. Hun ønsker ledsagelse på tirsdage og lørdage. Der aftales nærmere med personalet på borgers bosted.
Borger har brug for at tage en ting ad gangen og man skal møde hende med en rolig og tålmodig tilgang. Hun udtrættes hurtigt, hvilke der skal tages højde for i planlægning af ledsagerture. Ligeledes er hendes overskud svingende og hun kan ikke altid magte det der er planlagt, så man skal være klar på at planerne engang imellem må ændres.
Borger har bl.a. brug for hjælp til følgende, på turene: • Hjælp til at styre økonomien ved indkøb, for at sikre at der er penge nok • Hjælp til at læse en menu op samt bestille • Hjælp til at følges på toilettet, som hun selv klarer
I kommer rundt med Flex trafik eller på gåben, hvis det er i nærområdet.
Om dig: Du er uddannet pædagog(og bliver aflønnet herefter) og er nærværende, rolig og tålmodig i din tilgang til borger. Det er en fordel hvis du har erfaring med målgruppen. Vil du være vores nye kollega? Så send en ansøgning via linket. Du skal have en profil på mit.duos.dk og være logget ind for at søge. Vi holder samtaler løbende, send derfor gerne din ansøgning med det samme. Tiltrædelse snarest muligt. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Ledsagelse- og Omsorg på 3634 8128 Du bliver en del af en ambitiøs virksomhed med en masse engagerede medarbejdere. Du har en fast rådgiver, som du altid kan få sparring hos. Udenfor kontorets åbningstid er der altid en bemandet vagttelefon, så du er aldrig alene. Løn og pension i henhold til Landsoverenskomst for handicaphjælp i borgers eget hjem (minus BPA) indgået mellem FOA og Dansk Erhverv. I DUOS hjælper vi mennesker i hverdagen, støtter dem i svære situationer og bidrager til deres trivsel og livskvalitet. Som en af Danmarks største og ældste velfærdsleverandører stræber vi efter at være til stede der, hvor behovet er. Vi kender betydningen af den rette empati og den rette faglige viden, og vi ved, at det er afgørende at sikre det rette match mellem medarbejder og borger, hvis vores ydelser skal have værdi.
|