Jobbeskrivelse
Kærlig og sød dreng i Herlev søger en omsorgsfuld, legende og nærværende hjælper - er det dig?
Om drengen: I Herlev bor en glad, kærlig og aktiv 6 årig dreng sammen med sin familie. Han har infantil autisme og forsinket psykomotorisk udvikling. Han kommunikerer nonverbalt og udtrykker sig via piktogrammer eller ved fysisk at føre én hen til det han ønsker. Han kommunikerer ligeledes med lyde, som udtrykker om han er glad, sur eller ked af det.
Drengen er glad for at være ude i alt slags vejr. Han holder meget af at cykle på sin løbecykel, gå en tur på legepladsen eller på eksperimentariet, hvor familien har årskort til. Lege med biler og at tegne er også et hit hos drengen. Han er god til at invitere til leg, såsom for eksempel fangeleg.
Om opgaven: Drengen har et højt aktivitetsniveau og bliver let distraheret. Han har behov for tæt voksenstøtte ved overgange, følelsesmæssig regulering og til gennemføre flere dagligdags aktiviteter. Ligeledes har han brug for støtte i sociale situationer, hvor han kan blive overvældet af mange mennesker og sanseindtryk. Han har brug for tydelige og forudsigelige rammer og profiterer af gentagelser, pauser og visuel støtte såsom piktogrammer. Drengen kan have brug for støtte til toiletbesøg.
Arbejdstid: Stillingen er på op til 10 timer om måneden. Familien ønsker at timerne ligger i weekenderne efter aftale, hvor I kan hygge derhjemme, tage en tur på legepladsen, biblioteket eller på eksperimentariet m.m.
Om dig: Du er legende og engageret samt har lyst til at lave aktiviteter sammen med drengen Du kan bevare roen, også hvis drengen bliver frustreret eller har en svær dag. Du kan skabe struktur og forudsigelighed, men samtidig være fleksibel efter drengens behov. Du er rolig, tålmodig, omsorgsfuld samt er god til at skabe trygge rammer og en god relation til drengen. Du er tryg ved at hjælpe med toiletbesøg og ved at håndterer eventuelle uheld Du er måske uddannet pædagog eller har anden relevant erfaring.
Der er mulighed for at blive aflønnet som pædagog eller efter anden relevant erfaring.
Vil du være vores nye kollega?
Så send en ansøgning via linket. Du skal have en profil på mit.duos.dk og være logget ind for at søge. Vi holder samtaler løbende, send derfor gerne din ansøgning med det samme. Tiltrædelse snarest muligt. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Ledsagelse- og Omsorg på 3634 8128
Du bliver en del af en ambitiøs virksomhed med en masse engagerede medarbejdere. Du har en fast rådgiver, som du altid kan få sparring hos. Udenfor kontorets åbningstid er der altid en bemandet vagttelefon, så du er aldrig alene. Løn og pension i henhold til Landsoverenskomst for handicaphjælp i borgers eget hjem (minus BPA) indgået mellem FOA og Dansk Erhverv.
I DUOS hjælper vi mennesker i hverdagen, støtter dem i svære situationer og bidrager til deres trivsel og livskvalitet. Som en af Danmarks største og ældste velfærdsleverandører stræber vi efter at være til stede der, hvor behovet er. Vi kender betydningen af den rette empati og den rette faglige viden, og vi ved, at det er afgørende at sikre det rette match mellem medarbejder og borger, hvis vores ydelser skal have værdi.
|