Stilling: Hjælper / aflaster for 15-årig pige med autisme Oprettet: 05-11-2018
Job start: 19-11-2018 Annoncenr: 85279
 
Arbejdssted: 2100 København Ø Køn: MK
 
 

Jobbeskrivelse

Vi søger en hjælper/aflaster til vores datter på 15. Hun har infantil autisme og er mentalt retarderet. Vi bor på Østerbro i København.

Vores datter går på en lokal specialskole, ikke langt fra hvor vi bor. Dit job vil bestå i at hente hende i skolen én dag om ugen (typisk onsdag), samt at være sammen med hende nogle formiddagstimer i weekenden (typisk søndag). Derudover har vi også ind imellem brug for aflastning eftermiddag/aften og på skæve tidspunkter.

Vores datter er en glad og livlig teenagepige, som hurtigt knytter sig til nye mennesker, hvis hun kan lide dem. Hun er også særdeles viljestærk, og på mange måder præget af sit handicap. Du skal derfor være et udadvendt og praktisk anlagt menneske, som hviler i dig selv og kan kommunikere klart. Du skal kunne håndtere konflikter og store følelser uden at blive hylet ud af den. I sjældne tilfælde kan vores datter være udadreagerende, så det skal du også have mod og fysisk styrke til at håndtere på en omsorgsfuld måde.

Det konkrete indhold i din tid sammen med vores datter vil variere. Hun har et stort behov for at øve praktiske og sociale hverdagsfærdigheder, såsom påklædning, indkøb, madlavning og brug af offentlig transport. Nogle dage går hun til fritidsaktiviteter, hvor det kan komme på tale at du ledsager hende. Det kan også komme på tale at hjælpe hende med at lave lektier. Men det vigtigste er, at I kan have det hyggeligt sammen, og at du kan hjælpe hende til at få nogle gode oplevelser. Hvis du har særlige interesser eller evner, som kunne være relevante i den sammenhæng, er vi meget åbne over for det.

Vi har en psykolog tilknyttet, som giver os løbende råd og vejledning om, hvordan vi bedst hjælper vores pige. Vi mødes typisk én eftermiddag om måneden for at evaluere og lægge planer, og her forventes du også at deltage.

Vi forestiller os at dette er et ideelt studiejob, men måske har du en helt anden baggrund. Hvis du har erfaring med autisme eller mere generelt børn og unge med funktionsnedsættelser er det selvfølgelig en fordel, men det vigtigste er din kemi med vores datter og os. Derudover lægger vi vægt på at du er mødestabil, og at du kan være fleksibel.

Det præcise timetal vil være noget vi aftaler, men du vil kunne regne med godt 30 timer om måneden, inklusive møder. Din løn følger Københavns Kommunes sats, som er 145 kr/timen inkl. feriepenge. Der er ikke løn under sygdom.

Vi håber på at du kan starte i løbet af november. Vi holder samtaler løbende. Du vil få en blid start og en grundig oplæring, så du er ordentligt klædt på til opgaven.

Bemærk: Din ansøgning formidles direkte til brugeren og ikke via DUOS.


For at søge stillingen kræver det at du er oprettet i vores jobdatabase

Tilbage til Ledige jobs
 
 
 

Vil du modtage vores nyhedsbrev?

loader
Websitet anvender cookies til at huske indstillinger og statistik.  læs mere
Ok