Stilling: Ung personlig hjælper Frederiksberg Oprettet: 05-08-2019
Job start: 01-09-2019 Annoncenr: 92927
 
Arbejdssted: 2000 Frederiksberg Køn: Kvinde
Krav: Kørekort
 
 

Jobbeskrivelse

Handicaphjælper deltid søges:
Med tiltrædelse i september 2019

Om mig selv:
Jeg hedder Freja, er 27 år og bor på Frederiksberg med min kæreste. Jeg er uddannet Mediegrafiker og til dagligt læser jeg Interaktivt Design på DMJX i Emdrup.
Jeg har muskelsvind, hvilket gør at jeg ikke har så mange muskelkræfter; derfor prioriterer jeg det vigtigste for mig, og overlader resten til dig.
Jeg bruger primært min mini-crosser til at komme rundt. Jeg kan sagtens bruge mine arme, men har generelt ikke så mange kræfter i min krop, så derfor skal jeg have hjælp til praktiske ting som kræver mere fysik: fx rengøring, indkøb, madlavning og andre huslige pligter. Jeg har derudover brug for hjælp til opgaver som sko på, påklædning, støtte ved forflytninger, hjælp op fra en stol, op/ud af sengen, op/ned af trapper, bære min taske, udstrækning/træning eller kørsel til forskellige aktiviteter. Jeg klarer det meste af den personlige pleje selv.

Nok om det praktiske, nu lidt om mig selv. Jeg er en åben, empatisk og livsglad kvinde – det kan dog svinge lidt om morgenen. Derudover er jeg målrettet, perfektionistisk, og ved hvordan jeg vil have tingene. Alt i alt et rart, imødekommende og til tider lidt stædigt menneske.
Jeg er glad for selvironi og har en uhøjtidelig tilgang til verden, det hele skal ikke være for alvorligt og høfligt. I min fritid holder jeg af at være social, dyrke kulturlivet, gå på kaffebar, se en kunstudstilling, fotografere, male, arbejde med ler på keramikværksted, køre en tur i naturen, gå i teateret eller til koncert Desuden har jeg en stor rejselyst, måske du er heldig at komme med som hjælper på et rejseeventyr. Selvom jeg sætter stor pris på socialt samvær, har jeg lige så meget brug for mit eget rum, enten i den kreative verden, til en serie, eller ude i køkkenet.

”Krav” til hjælperen:
Jeg forestiller mig dig som udadvendt, selvstændig og fleksibel person, som har masser af gå- på-mod. Du skal have nemt ved at snakke med nye og forskellige mennesker, men også være god til at holde dig i baggrunden og være en opmærksom flue på væggen. Det er vigtigt at du har en god portion situationsfornemmelse og forståelse for din rolle som hjælper. Det vil være en fordel hvis du har selvironi og et positivt livssyn. Desuden skal du også være god til at beskæftige dig selv, da der ofte er en del ”ventetid,” hvor jeg ikke har brug for dig, hvor du er til rådighed. Du skal også være indstillet på at klare en del rutinepræget opgaver.
De nævnte ting er utrolig vigtigt for både mig og min kæreste, da du jo kommer til at blive en integreret del af vores hverdag.

Lidt praktisk: Du skal være en kvinde mellem 25-35år, have kørekort og være sikker i trafikken.

Jobbet indebærer:
Jobbet foregår i hjemmet, på min skole og udenfor hjemmet til forskelligartede aktiviteter.
Jeg kan ikke give dig et fuldstændig fast månedligt timeantal, da det vil veksler lidt fra måned til måned, men du vil få en vagtplan hver måned. Det ugentlige gennemsnit vil hedde 28 timer med mulighed for mere ved ferie og sygdom. Det er primært heldagsvagter kl. 7.30-21.00, der kan dog forekomme længere vagter. Du skal være indstillet på weekend, aften og feriearbejde, og gerne kunne træde til hurtigst muligt, da der kan opstå spontane situationer, hvor jeg kan have brug for din hjælp.
Stillingen kræver stor fleksibilitet, da hjælperteamet skal kunne dække hinanden ved sygdom mm. Det er derfor vigtigt at du er fleksibel og stabil så hverdagen kan hænge sammen for både mig og min kæreste. Du vil blive en del af et hjælperteam som er gode til at hjælpe og afløse hinanden, så tingene kan gå op i en højere enhed. Så vær forberedt på at aflyse eller rykke aftaler ind i mellem.

Din ansøgning:
Jeg ønsker en meget beskrivende og ikke-formel ansøgning, gerne lidt anderledes, hvor du blandt andet besvarer disse spørgsmål:
• Hvordan er du som person?
• Hvad er dine interesser?
• Hvordan ser du din hverdag/aktiviteter passe ind med dette job?
• Hvad har du lavet, – dine tidligere erfaringer?
• Hvordan forestiller du dig din rolle som hjælper, både sammen med mig, min kæreste, mine venner og klassekammerater?

Vedlæg venligst vellignende billede og evt. Anbefalinger.
Ansøgningen sendes til min mail: frejajuul1@hotmail.com Jeg vil gerne fribedes opkald, modtager kun mails.

Ansøgningsfrist: d. 24 august 2019.
Send gerne din ansøgning hurtigst muligt.
Du hører fra mig hvis du kommer i betragtning til en samtale.

Jeg lover dig et godt arbejdsmiljø med forskelligartede oplevelser.
Håber at høre fra dig!

Bemærk: Din ansøgning formidles direkte til brugeren og ikke via DUOS.


For at søge stillingen kræver det at du er oprettet i vores jobdatabase

Tilbage til Ledige jobs
 
 
 

Vil du tilmeldes vores nyhedsbrev?

loader
Websitet anvender cookies til at huske indstillinger og statistik.  læs mere
Ok